Dette øjeblik

Det er et naturligt menneskeligt egenskab at ville dvale i emotioner, såsom glæde, sorg eller vred, som opstår som en reaktion til nærværende betingelser uden at tage højde for, at "nu" er et resultat af forudgående årsager. Det er således uden logik at betragte nu-et alene som en genstand for fornøjelse eller tolerance og overser det som mulighed for at skabe fremtid.

(overs. fra Dream Conversations af Muso Kokushi, trans. Thomas Cleary)

I går løb mine følelser afsted med mig. Jeg NØD faktisk min vrede i et kort øjeblik - det var befriende fordi jeg skød ansvaret fra mig; det var et andet menneskes skyld, det var en andens dumhed. Det var befriende fordi jeg en kort stund kunne have ondt af mig selv, som et væsen adskilt fra resten af universet, uden at have "rigtig" med-liden med mig selv og derved HELE universet. Men allermest var det befriende fordi jeg derefter pludseligt så - virkelig SÅ - min grundlæggende angst for at være
helt alene
&
uelsket
&
grim
&
uduelig
&
glemt
og efterfølgende kunne udslukke den angst mens jeg gik på landevejen under stjerner og skyer, tilbage til zendoen.

Jeg kom også til at gøre nogen fortræd igår. Og de konsekvenser må jeg leve med. Jeg er dog tryg med det, da der alligevel er ingen anden mulighed.

Dette indlæg er hverken poetisk eller peger på stor visdom. Det er dette øjebliks ansigt.