Tale på Ret og Vrang

Jeg har skabt både uklarhed og smerte ved ting, som jeg har skrevet i denne blog.

Det har haft store konsekvenser, som jeg er ufattelig ked af. 

Jeg ønsker at bede jer, som har oplevet forvirring eller som er blevet forvoldt skade, om tilgivelse. Jeg har ikke haft nogen hensigt om at skabe smerte eller gøre det, som er ondt. Jeg har været blændet af min selvoptagethed og ikke har kunnet se, at mine ord kunne føre til misforståelser; jeg tog for givet, at alle, som læste mine indlæg, måtte kende til den bagvedliggende fortælling, som kun jeg i virkeligheden kendte.

For omkring en måneds tid siden, troede jeg, at jeg ikke måtte fortsætte som Taikyo Roshis elev eller være en del af Buddhistisk Samfunds sangha. Jeg troede, at alt var gået tabt, da vores ægteskab endte. Altså, at der ikke alene var tale om tabet af min elskede mand men også tabet af min elskede lærer, med klostret og sanghaen oveni.

Få uger senere, blev en del af billedet vendt, da jeg fik at vide fra Roshi, at jeg godt kunne fortsætte som elev og som sensei - at dette ikke var afhængigt af vores private forhold. På trods af min dybe sorg over, at vi ikke længere er sammen som ægtefæller, mærkede jeg et gryende lys og en snigende glæde. Glæden og lyset forsvandte dog lidt efter lidt, for at forvandle sig til stormende mørke og kulde. Roshi havde fået at vide fra nogen, som havde læst mindst et af mine indlæg, at jeg her havde skrevet, at han ikke længere var min lærer - og hvor jeg mente, at jeg ikke havde måttet fortsætte som elev, er dette blevet forstået som, at jeg ikke ønskede at fortsætte som elev.

Jeg har nu forsøgt at bringe orden i tingene. Jeg har bedt om lov til at fortsætte som elev, til at træne videre som sensei og til at tage ansvar for sangha og samfund. Jeg har bedt Roshi om at tilgive mig for at have givet anledning til misforståelser. Jeg har skabt mistillid og disharmoni ved at jeg ikke har praktiseret klar og fuldstændig tale og dette håber jeg på, at I vil tilgive.

Jeg er ikke sikker på, at jeg på stående fod ved, hvordan det kommer til at gå, men jeg har en grundlæggende tillid til, at vi finder ud af det. 

Jeg har tidligere skrevet om Roshi her:

Through the years I have loved him, hated him, been angry at him, been afraid of him, been touched deeply, been critical, been confused, been clear. Through this spectrum of ego-bound reactions, I have trusted him fully. The only request he has ever made has been that I demonstrate my true self in all that I do. His patience is abounding, even when it seems on the surface that he turns me away. He keeps me honest and I live my life more fully.

I am so grateful that I have this opportunity.

Jeg håber, at vi får mulighed til at mødes sådan igen. Forholdet mellem en elev og en lærer er dyrebart og det er så sjældent, at vi møder et menneske, som vækker den særlige genklang, der gør, at man helt og holdent kan overgive sig.

Gassho!