Ligesom zen ikke er en filosofi, er de fleste zenmestre ikke filosofer - i hvert fald ikke i den gængse betydning af ordet.
Ved første øjekast, kan det være svært at se, hvad mesterens særkende er. Måske er det vægtning af en bestemt praksis eller æstetisk disciplin. Måske er det en særlig evne til at træne elever eller en vilje til at overføre zenpraksis til en ny kultur.
I ethvert tilfælde, kan man regne med, at mesteren ER en mester, i direkt linie med patriarkerne.
Det er et spørgsmål om stilen. Og, hvad den stil egentlig er, opdager man oftest først længe efter, man er begyndt som den mesters elev og har opnået en vis modenhed.
Mange elever har billeder af, hvad en zenmester er. Disse elever bliver skuffet, når de opdager, at mesteren er "bare" en mand, en kvinde, ikke perfekt, med eget karma. Andre bliver skuffet, når mesteren ikke "redder" eleven fra ulykker og farlige omstændigheder.
1 kommentar:
"I ethvert tilfælde, kan man regne med, at mesteren ER en mester, i direkt linie med patriarkerne."
Well; kun hvis han/hun er 'linieholder'. DVS. har rent faktisk 'arvet' dharmaen (eller rettere: Buddhasindet) fra en forudgående 'arving'. Med andre ord: Der findes jo også dem, som udnævner sig selv til zenmestre - så er der ingen garanti!
"Mange elever har billeder af, hvad en zenmester er. Disse elever bliver skuffet, når de opdager, at mesteren er "bare" en mand, en kvinde, ikke perfekt, med eget karma."
"Perfekt" er jo udtryk for ens idealbillede AF EN SELV! - har intet med zenmesteren at gøre.
Send en kommentar